-
Carlsberg frasælger russiske aktiviteter
ソース: BDK Finans / 03 12 2024 04:28:19 America/Chicago
Den danske bryggerikoncern Carlsberg bekræfter i en pressemeddelelse tirsdag russiske forlydender om, at man frasælger sin russiske forretning i form af Baltika Breweries-koncernen. Carlsberg fortæller, at man inden for de nærmeste dage forventer at lukke handlen endeligt. Køberen er et selskab ejet af to unavngivne personer, der har været en del af Baltikas ledelse og også vil være det fremover. Prisen er ikke oplyst, men vil fremgå af årsrapporten for 2024, hedder det. - I forhold til omstændighederne mener vi, at det er den bedst mulige udgang for vores medarbejdere, aktionærer og vores fortsatte forretning, siger Carlsbergs administrerende direktør, Jacob Aarup-Andersen. Handlen er godkendt af både de danske og russiske myndigheder. Som en del af aftalen overtager Carlsberg Baltikas ejerandele i Carlsbergs afdelinger i Aserbajdsjan og Kasakhstan ud over et kontantbeløb. Carlsberg traf allerede i marts 2022 en beslutning om at trække sig helt ud af Rusland efter invasionen af Ukraine. Det var dog tilsyneladende sværere end først antaget, og først i juni måned 2023 meddelte bryggerikoncernen, at man havde fundet en køber. Handlen nåede dog aldrig at blive gennemført, før præsident Putin udstedte et dekret, der placerede kontrollen over Baltika hos den russiske stat. Carlsberg protesterede og kaldte overtagelsen for tyveri. I forbindelse med årsregnskabet blev værdien af den russiske forretning sat til nul kroner, hvilket førte til et rekordstort underskud på knap 40 milliarder kroner. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/carlsberg-frasaelger-russiske-aktiviteter